Museum Sallings kunstsamling genset med natur som fokus
Et dominerende rødt værk fanger blikket. Gasmasker og smoking står i skarp kontrast i fotografiet, og titlen vidner om indholdet. Det er Mogens Skjøths (1928-2021) Chemi Nova fra 1981, der understreger Carsten Svenssons (1926-2011) forurenings-tågehænder på det surrealistiske Gaia-maleri lige ved siden af. Dialogen mellem de to værker overrasker – på tværs af tid synes kunstnerne at ville samme budskab.
Skive Kunstmuseums nye udstilling ”Samling om natur” kan opleves fra lørdag den 1. november 2025. Museum Sallings faste samling er her reaktualiseret med naturen som den bærende ramme.
Kunstsamlingen er et levende væsen, der forandrer sig hver gang værkerne udstilles, opleves og fortolkes. Skive Kunstmuseum ønsker at vise kunstværkerne i sammenhænge, der er relevante her og nu. Med emnet ’kunstens natursyn’ trækker vi én af vor tids højaktuelle problematikker frem i lyset, og undersøger emnet gennem værkernes ligheder og forskelligheder.
Med samlingens ankre: ’Det ekspressive landskabsmaleri’, ’nyrealismen’ samt værker af kunstnerne Christen Dalsgaard (1824-1907), Hans Smidth (1839-1917) og Emilie Demant Hatt (1853-1958) belyses natursynet i udstillingen. Det vil sige, at værkerne er specielt udvalgte med natur som tema for øje på tværs af tid og kunsthistoriske ismer.
”Samling om Natur” vil vi vise en central del af Skive Kunstmuseums samlingsmæssige DNA og vise en kunsthistorisk rejse fra et nationalromantisk idealiserede natursyn, som for eksempel kan ses hos Christen Dalsgaard. Udviklingen går videre til kunst, der gengiver naturen som sindbilleder repræsenteret af for eksempel Jens Søndergaard (1895-1957). Rejsen stopper ved vores egen samtids erkendelse af klimakrisen og kunstneriske gengivelser af menneskets uoprettelige spor i naturen ved eksempelvis Anders Brinchs (f. 1971) Rumble in the Jungle (Acid Forrest).
Kunstværker adskilt med et halvt århundrede hænger side om side – og på tværs af tid opstår der interessante samtaler værkerne imellem. I udstillingen ”Samling om natur” er Skive Kunstmuseums værker vinduer ind til en dybere forståelse af forskellige tiders natursyn. I dialogen mellem værk og de besøgende ønsker vi at lægge nye perspektiver på vores egen samtids natursyn.
Kunstnere, der er repræsenteret i udstillingen:
Knud Agger (1895-1973), Else Alfelt (1910-1974), Tune Andersen (f. 1958), Poul Anker Bech (1942-2009), Per Bak Jensen (f. 1949), Anders Brinch (f. 1971), Sven Dalsgaard (1914-1999), Emilie Demant Hatt (1873-1958), Marianne Hesselbjerg (f. 1949), Ellen Hyllemose (f.1968), Per Kirkeby (1938-2018), Thor Lindeneg (f. 1941), Tony Matelli (f. 1971), Allan Otte (f. 1978), Vilhelm Bjerke Petersen (1909-1957), Olaf Rude (1886-1957), Nina Saunders (f. 1958), William Scharff (1886-1959), Mogens Skjøth (1928-2021), Carsten Svensson (1926-2011), Jens Søndergaard (1895-1957)

