
Kom med på en fortryllende musikalsk rejse ind i vandets og havets natur, når komponist og sangskriver Fie Eike deler stemningsfulde og poetiske sange og instrumentale kompositioner fra sit anmelderroste debutalbum “Water”. Musikken udforsker vandets og havets eksistentielle og følelsesmæssige visdom i et musikalsk landskab af skønhed og dybde, anført af en rørende og kraftfuld vokal, klaver, elektroniske elementer og lydoptagelser fra naturen. Koncerten foregår i mørke og som duo: Fie Eike akkompagneres af percussionist Ian Brodersen.
Efterfølgende holder museet åbent for koncertgæsterne frem til kl. 19.00. Her vi det være muligt at opleve museets udstillinger og købe lidt mundgodt i museumscaféen.
Der er et begrænset antal billetter, så skynd dig at booke!
Pris: 130 kr.
Om Fie Eike:
Fie Eike er norsk født komponist og sangskriver opvokset i Danmark. Hendes debutalbum “Water”, om vandets og havets eksistentielle visdom, udkom i november 2024 til flotte anmelderroser både i Danmark og i udlandet. Gaffa skrev: “Det er pirrende, gennemkomponeret og hamrende kompetent. Lyden nærmest risler ned ad ryggen.” Alt for Damerne beskrev albummet som “[…]rent, inderligt og betagende.”
Med melodiske og stemningsfulde engelsksprogede sange og instrumentale kompositioner undersøger Fie Eike forholdet mellem mennesker og natur, og sætter lyd til menneskelivets dybeste følelser og største kontraster af sorg, mørke, lys og håb, med en rørende og kraftfuld vokal, klaver, elektroniske elementer – ofte tilsat lydoptagelser fra naturen. Resultatet er et unikt lydlandskab af art-pop og electronica med tydelige neoklassiske undertoner, hvor tiden står stille, og lytteren inviteres til at mærke sit sande udtryk og dybeste følelser og længsler.
Grundstemningerne i musikken hviler på nutidens oplevelser og barndommens erindringer fra den nordiske natur, særligt de danske skove, Vesterhavet og de norske fjorde og fjeldlandskaber.
Fotos: Asia Werbel
NB: Der vil blive taget billeder og video under arrangementet, hvor du muligvis kan optræde. Ved køb af billet accepterer du dette.