Har du nogensinde drømt om at blive del af et kunstværk? Nu har du chancen!
I anledning af Skives 700-års købstadsjubilæum og kunstudstillingen ’Århundreders Drømme’ inviterer Skive Kunstmuseum, i samarbejde med billedkunstner Signe Klejs, alle vores gæster til at komme ind og optage deres egne tanker og drømme for Skive by på lyd.
Kunstinstallation ’Århundredes Drømme’ af billedkunstner Signe Klejs bliver lavet specielt til byen og kunstmuseet i anledning af jubilæet. I udstillingssalen vil Klejs ’male’ byens historie med farvet sand i tre lag – Og din historie kan også blive en del af værket!
’Sandmaleriet’ vil nemlig blive akkompagneret af skibonitters egne tanker og drømme for deres by, som et lydspor til udstillingen. Fra den 21. februar til den 6. april kan du optage dine egne tanker, drømme, minder og refleksioner om Skive i formidlingsudstillingen ’Mellem Drøm og Virkelighed’, hvor vi indsamler jeres historier på lyd. Herefter vil de blive inkorporeret i kunstinstallationen. Mod udstillingens afslutning vil vibrationerne fra de mange lydoptagelser lige så langsomt ryste sandet sammen – men bare rolig, det er alt sammen en del af kunstværket, der handler om udvikling, foranderlighed og en by i konstant bevægelse.
Det er gratis efter betalt entré – vi glæder os til at høre dine tanker om og drømme for Skive.

