Vær’ med når jeres historier bliver en del af kunstværket i ÅRHUNDREDERS DRØMME.
Den 17. juni kl. 16.00 kan du høre både de nære, personlige og de store, historiske fortællinger om Skive by, når Skive Kunstmuseum sammen med Skive Byarkiv inviterer til kunst-transformation og historisk rundvisning på Gammel Skivehus. Det er gratis at deltage.
Med 400kg sand har billedkunstner Signe Klejs skabt et monumentalt billede af Skives historie igennem tre lag. Siden februar har man kunne se hende bygge værket op i lag, med billeder ovenpå hinanden, der forestiller Skive som byen har udviklet sig gennem de sidste 700 år.
MEN den 17. juni ændrer det hele sig igen når vi tilføjer et lydspor til værket, som sætter det hele i bevægelse – bogstaveligt talt. Fra 16 højtalere skjult under værkets store podie, vil der nemlig blive afspillet lydene af lokale stemmer fra Skive. På den måde, bliver kunstværket et billede på, hvordan vi og verden omkring os altid er under forandring – og på hvordan vi, med vores ord og handlinger er med til at forme vores omgivelser, og den by vi bor i.
Vi fejrer dette næste skridt i kunstværkets transformation med et gratis arrangement på Kunstmuseet. Kunsthistoriker Alberte Edberg Behncke fra Skive Kunstmuseum introducerer udstillingsprojektet, og sammen skal vi se og høre, når Skives historier bliver en del af kunstværket. Museet byder desuden på kaffe/the og sandkage. Klokken 16.30 inviterer vi alle deltagere med ned på Byarkivet på Gammel Skivehus. Her vil historiker og byarkivar Kristian Buhl Thomsen vise rundt i jubilæumsudstillingen, og dykke ned i byens spændende historie; den historie, der har givet inspiration til kunstværket.
Arrangementet er gratis – du skal bare møde op!
Vi glæder os til at se jer!

