Gæsterne har taget godt imod nyt kunstmuseum


Museet i Skive har fået over 20 procent flere gæster efter forvandlingen fra kulturhistorisk museum til kunstmuseum.

Der lød på forhånd flere kritiske røster, og der blev skrevet vrede læserbreve i Skive Folkeblad – men publikum ser ud til at have taget godt imod det nye kunstmuseum i Skive.

Byens klassiske kulturhistoriske museum blev fra årsskiftet forvandlet til et rent kunstmuseum, og selv om flere var vrede over at miste den gamle udstilling, kan det ikke ses på besøgstallet.

Nærmere tværtimod.

I årets første seks måneder har der været 22 procent flere besøgende forhold til samme periode forrige år, og det bekræfter museumschef Per Lunde Lauridsen i, at det var den rigtige beslutning at gå en ny vej.

– Jeg tror da bestemt, at der er nogle i organisationen, der havde håbet på en mere eksplosiv vækst, for vi har gjort meget ud af det her. Men når vi har over 20 procent flere gæster, synes jeg bestemt, at det er en god ting, siger han.

Museumschefen fortæller, at man også kan se, at flere gæster kommer langvejs fra.

Flere betalende gæster

Han glæder sig desuden over, at antallet af betalende gæster også er steget.

– Kan det ikke være nyhedens interesse, så besøgstallet vil falde igen?

– Vi tror på, at det fortsætter, så længe vi kan blive ved med at have nogle spændende og flotte udstillinger. Vi har gæster, som bliver her i lang tid, og som udtaler sig meget positivt. Som alle statsanerkendte museer er vi med i Slots- og Kulturstyrelsens brugerundersøgelser, og der får vi mange flere besvarelser, og de er meget glade.

– Men er der ikke kunstmuseer nok i Danmark?

– Det er et svært marked, og nu er der lige åbnet i stor konkurrent i Thy med Statens Museum for Kunst. Men det er også et marked, hvor flere og flere danskere finder kunst relevant. Hvis vi går en generation tilbage, var der mange, der sjældent tog på kunstmuseum. I dag er der flere, der ser kunstmuseet som en oplevelse, de tager med i deres dagligdag og fritid, siger Per Lunde Lauridsen.

Det gamle museum rummede både de klassiske kulturhistoriske effekter og moderne kunst. Det kunne beskrives som en blandet landhandel, og det var det, som bestyrelsen og ledelsen for Museum Salling gerne ville væk fra.

– Vi ønsker, at gæsterne har en klar fornemmelse af, hvad det er for et museum, de vælger, når de kommer. Før var det uklart for mange, siger museumschefen.

Holder fast i kritik
Ivan Andersen synes godt om det nye museum. Men han synes stadig, at det var en stor fejl at skrotte det gamle kulturhistoriske museum.

Men beslutningen var også omstridt. Ivan Andersen fra Krejbjerg var en af dem, der protesterede. TV MIDTVEST inviterede ham med ind for at se det nye museum, og indtrykket var positivt.

– Det er et meget, meget flot resultat. Det kan vi ikke få finere i Skive, lyder hans umiddelbare reaktion.

Men kritikken holder han fast i. Han mener stadig, at Skive har brug for et klassisk kulturhistorisk museum og er bekymret for, at de gamle effekter nu bliver gemt væk i magasin.

– Vi kan ikke undvære et kulturmuseum, og jeg tror ikke på, at vi reelt får det erstattet med noget som helst. Men lad os nu se, siger Ivan Andersen.

Som replik på det siger museumschef Per Lunde Lauridsen, at man stadig arbejder på en løsning, der kan stille alle tilfredse.

– Vi er i gang med at kigge på nye udstillinger på Spøttrup Borg, og vi har lavet en ny udstilling på museet i Glyngøre.

 

Kilde: TVMidtVest