
Tirsdag den 27. maj holder Skive Kunstmuseum åben fra kl. 12 – 21, så du har rig mulighed for at se vores udstillinger.
Kl. 19.00 inviterer vi til Slow Looking rundvisning, hvilket er gratis efter betalt entré til museet.
Slow Looking rundvisning kl. 19 – En Sanselig Oplevelse i udstillingen Drømmebilleder
I en verden fyldt med hurtige indtryk og konstante distraktioner inviterer vi dig til at sænke tempoet og fordybe dig i kunsten på Skive Kunstmuseum. Kom til en hyggelig og anderledes tur på museet, når vi igen tager Slow Looking på programmet. Vi betragter værkerne i stilhed. Taler om dem sammen. Hvad oplever vi, hvad dvæler vi ved? Hvad minder det os om? Anja Høegh guider rundt i vores særudstilling. Bagefter er der mulighed for at sidde sammen i caféen og drikke kaffe og spise et stykke kage.
Hvad er Slow Looking?
Slow Looking handler om at give sig tid til at opleve et værk i dybden – at lade øjet vandre, tankerne flyde og sanserne åbne sig. Slow Looking konceptet giver dig muligheden for at fordybe dig i kunsten – og måske endda opdage noget nyt både i det sete, men også fra samtalen om andres oplevelser. Tag dig tid. Se langsomt.
Rundvisningen er gratis efter betalt entré til museet.